Red nakken

NAKKESKADER RAMMER HÅRDT STØT NAKKESKADEDE VI STÅR BAG

DEN LANGE VEJ TILBAGE: - Se dig selv i spejlet og spørg: Har du virkelig så travlt, at du ikke kan passe på dig selv? Sådan lyder det fra Henrik Sahlertz, der stadig lider af smerter efter en alvorlig trafikulykke for godt ti år siden. (Foto: Pressefotograf Alex Tran).

Har du virkelig så travlt, at du ikke kan passe på dig selv?

ULYKKEN RAMTE: Henrik Sahlertz er en af de mange tusinde danskere, der er blevet ramt af en nakkeskade. Han var selv en af de bilister, der altid glemte at indstille sin hovedstøtte.

 

En dag i 2002 ændrede Henriks liv sig markant, da han blev udsat for en voldsom trafikulykke. - Før ulykken levede jeg et liv i overhalingsbanen som sælger og sportsmand, fortæller Henrik Sahlertz. På vej til et kundemøde kørte han galt i sin bil.


- Min bil var skadet, og jeg havde fået en hjernerystelse. Jeg troede, at jeg hurtigt ville komme tilbage til en normal dagligdag. Jeg skulle bare lige have en sommerferie, hvor jeg kunne komme til hægterne, fortæller Henrik Sahlertz. Men så let gik det ikke.

Henrik kæmpede med træthed og fortsatte voldsomme smerter, og efter et år måtte han opgive sit arbejde. – Jeg har altid knoklet og er gået meget op i mit arbejde, så det var et kæmpemæssigt nederlag for mig, husker Henrik. Ikke nok med at han kunne skrive nakkeskadet på sit visitkort, han måtte også indkassere en depression. Men langsomt genvandt han troen på og styrken til at vende tilbage til et aktivt liv.

 

Et liv med smerter

- I dag arbejder jeg i fleksjob og med de udfordringer, der ligger i at leve med smerterne. Den rigtige træning er vigtig for at få en bedre dagligdag og et bedre liv i det hele taget. Det kræver planlægning hver eneste dag, forklarer Henrik Sahlertz. Siden ulykken har Henrik oplevet den store lykke at blive far til en pige. At blive far har gjort ham endnu mere taknemmelig for, at han – trods alt – stadig er her i dag:

- Jeg er blevet mere ydmyg, end jeg var før ulykken.  Jeg kan godt forstå alle de danskere, der ikke indstiller deres nakkestøtter. Det gjorde jeg heller ikke selv engang. Folk ved ikke, hvad de har at miste, og hvad det er for et smertehelvede, de risikerer. Jeg vil ikke være hellig, men bare bede folk tænke sig om: Se dig selv i spejlet og spørg: Har du virkelig så travlt, at du ikke vil passe på dig selv?

V I  S T Å R  B A G  K A M P A G N E N
PTU - Livet efter ulykken GF Forsikring